Det var en lettet mand i Aappilattoq, der kunne fortælle lidt om anlægget i bygden, da vi ringede ham op. Han har passet nøglerne til anlægget i omkring tre år.

- Det er første gang, jeg bliver kontaktet vedrørende anlægget, siden nyheden om Arctic Green Foods konkurs blev bragt i medierne. Vi blev aldrig orienteret fra AGF, siden nyheden om konkursen. Og feriepengene har vi heller ikke fået, fortæller Sikesmund Gedionsen, der overtog nøglerne fra en anden, der holdt opsyn med anlægget.

Fredag den 14. juni havde Arctic Green Food oplysninger om anlægget på deres hjemmeside, hvor der blandt andet stod, at anlægget består af en produktions- og lagerbygning på i alt 368 kvadratmeter, der holdes løbende renoveret, så de lever op til fødevaremyndighedernes produktionskrav. Videre stod der, at havet ved bygden er isfri vinteren over, hvilket gør det nemt at få udnyttet havets ressourcer.

Disse oplysninger var blevet fjernet fra hjemmesiden, da vi besøgte websiden mandag den 17. juni.

- Anlægget har ikke været anvendt til fiskeproduktion siden 2004, og sidste år formåede vi kun at pakke sortebær, som vi frøs ned i Pilersuisoqs fryseanlæg. Vi har ellers masser af hellefisk lige ud for bygden. En del fiskere fisker godt der og lander deres fangst i Narsaq, fortæller Sikesmund Gedionsen ivrigt.

- Anlæggets cementfundament slår revner og falder fra hinanden på nogle steder, træet på huset rådner nogle steder, og der ligger ellers en ny fryser klar til at blive taget i brug, fortæller formanden for bygdebestyrelsen Angajo Manassen, der er forhåbningsfuld om anlæggets fremtid.

Royal Greenland har erfaret, at det rømmede anlæg er et af tre af de ti erhvervede anlæg, der ikke har autorisation til at producere. Anlæggene i Illoqqortoormiut og Savissivik har heller ikke autorisation.

- Anlægget trænger til renovering, og der er ikke fryseanlæg. Sidste år var der en AGF medarbejder fra Maniitsoq, der var her og kiggede på anlægget. Han snakkede noget om, at anlægget er mangelfuldt til produktion, og vi har ikke hørt yderligere, siden han rejste, siger Sikesmund Gedionsen.

Royal Greenland vurderer, at anlæggene i Maniitsoq og Qaanaaq, som de eneste af de ti overtagne, kan komme i gang hurtigt. Resten af anlæggene i Ikamiut, Attu, Aappilattoq, Savissivik, Napasoq, Qassimiut, Narsarmijit og Illoqqortoormiut skal besigtiges efter sommerferien, så der kan laves en plan for hvert enkelt anlæg.

Tekst: kaha@royalgreenland.com

Foto: Aappilattoq

Billeder


Spørg Royal Greenland

i
Skriv teksten fra billedet