- Allerede på den første indhandlingsdag i går mandag, fik jeg indhandlet torsk og hellefisk for en værdi af 2.000 kroner, og da der er rigtig mange torsk ti minutters sejlads herfra, har jeg store forhåbninger om god fangst i de kommende dage, siger fisker i Aappilattoq Themo Benjaminsen.

Royal Greenlands fiskeindhandlings anlæg i Aappilattoq åbnede for indhandling i går mandag, og indhandlingen af torsk og hellefisk af lokale fiskere er allerede godt i gang.

- Mandag og tirsdag har fire fiskere allerede indhandlet for mere end 500 kg torsk og hellefisk, så vi har rigtig travlt fra dag et, siger medarbejder i anlægget i Aapilattoq Nikolaj Benjaminsen, der sammen med to andre er beskæftiget i indhandlingen.

Themo Benjaminsen glæder sig over, at der nu er mulighed for indhandling af fisk.

- At anlægget nu er åbnet giver os håb for fremtiden. Alle i bygden og i de omkring liggende bygder vil blive berørt, både beskæftigelsesmæssigt og økonomisk. Før åbningen kunne vi jo kun indhandle sælskind men nu da anlægget er åbnet, har vi mulighed for en indtjening der vil gavne os, for her er rigtig mange fisk, især torsk siger Themo Benjaminsen.

Han siger, at han blot var fire timer om, at tjene 2.000 kroner efter skat.

- Vi var to timer om at agne, derefter satte vi garn ud ti minutters sejlads herfra og to timer senere kunne vi trække to kasser torsk og en kasse hellefisk. Ja, så nu skal jeg og min makker ud igen inden der bliver mørkt, så vi kan indhandle dagens fangst inden anlægget lukker for i dag, siger Themo Benjaminsen.

Themo Benjaminsen har tjekket vejrudsigten for de kommende dage.

- I morgen er der en smule vind, men resten af ugen lover de godt vejr, så det skal jeg udnytte og fange masser af fisk, siger Themo Benjaminsen.

Tekst: Inga Egede

Foto: Themo Benjaminsen

Billeder


Spørg Royal Greenland

i
Skriv teksten fra billedet