Royal Greenland igangsætter nu et initiativ, hvor vi som virksomhed vil støtte op om, at vores medarbejderes børn kan få mulighed for et kompetenceløft via et efterskoleophold i Danmark.

De grønlandske ungdomsuddannelser giver udtryk for, at de unge mennesker, som har haft muligheden for et efterskoleophold i Danmark, klarer sig bedre på en ungdomsuddannelse, end de af deres klassekammerater, som ikke har haft den mulighed.

Royal Greenland ønsker med dette initiativ at give vores medarbejdere med en lavere indkomst en mulighed for at give deres børn et kompetenceløft, et møde med en anden kultur og en oplevelse for livet, samtidig med at det unge menneske står bedre rustet til at møde de udfordringer, som uddannelse og voksenliv bringer.

”Vi forventer med dette initiativ, at vi får mulighed for at støtte fire unge mennesker i at komme på efterskole i Danmark i skoleåret 2015-16,” siger HR Konsulent Ulla Skibsted.

Udover støtte til egenbetalingen for skoleopholdet vil Royal Greenland støtte det enkelte barn med forskellige fornødenheder som f.eks. tilskud til lommepenge, eventuelle udgifter i forbindelse med skoleopholdet og en hjemrejse til jul.

Royal Greenland bidrager kontinuerligt til kompetenceløft af vores medarbejdere bl.a. gennem Royal Greenland Academy og vores Internationale Management Trainee uddannelse, og vi forventer med dette efterskoleinitiativ, at Royal Greenland også i fremtiden kan få veluddannet arbejdskraft.

Royal Greenland har et særligt ansvar i Grønland, og gennem en åben kommunikation og et aktivt engagement ønsker vi at være en nyttig medspiller til løsning af sociale udfordringer, og vi ser især kompetenceløft som et vigtigt bidrag til samfundet.

Billeder


Spørg Royal Greenland

i
Skriv teksten fra billedet