- En af tre maskiner på elværket brændte ned lørdag morgen. Da to andre maskiner på elværket ikke har kapacitet nok til, at forsyne vores pladefryser og fryserum på én gang, har vi lukket indhandling til fabrikken, siger fabrikschef i Narsaq Niels Sakariassen, der i øjeblikket opholder sig i bygden.

Niels Sakariassen fortæller, at Nukissiorfiit har lovet, at melde tilbage om, hvad deres planer er for at løse problemet i bygdens elværk.

-Vi venter nu på en udmelding fra Nukissiorfiit, før vi tager en beslutning om, hvad der videre skal ske.

Niels Sakariassen fortæller, at indhandling til fabrikken også var lukket i torsdags, åbnede igen fredag, men måtte altså lukke igen lørdag.

- Elværket havde problemer med at forsyne os i torsdags, derfor måtte vi lukke for indhandling. Men fredag åbnede vi igen og fiskerne indhandlede cirka et tons hellefisk, som vi nåede at få igennem pladefryseren som er nødvendig at anvende, inden fisken stilles på lager i fryserum.

-Fredag blev lageret med otte tons hellefisk tømt og sejlet bort. Men, da en kutter fra Nanortalik sejlede i havn i morges, fik vi en dispensation til at indhandle 625 kilo hellefisk. Vi fik en dispensation på den betingelse, at vi slukkede for fryserummet imens vi brugte pladefryseren i de tre timer det tager at fryse fisken ned, forklarer Niels Sakariassen, der også siger, at anlægget nu har de 625 kilo hellefisk og 10 tons lodde til agn i fryserummet.

- Det er rigtig ærgerligt at vi nu må lukke anlægget. For der er rigtig mange hellefisk i området og vejret var endeligt blevet sejlbart. Men desværre er der i øjeblikket ingen alternativer. For, hvis vi skal indhandle, må alle maskiner i brug, og det vil medføre, at elværket ikke har kapacitet nok til at forsyne resten af bygden, siger Niels Sakariassen.

Tekst: Inga Egede, ineg@royalgreenland.com

Foto: RG

Billeder


Spørg Royal Greenland

i
Skriv teksten fra billedet