Lagermedarbejder Stephen Hansen var kun 16 år, da han begyndte at arbejde på fabrikken i Qasigiannguit under det daværende Kongelige Grønlandske Handel, KGH, som senere fik navneændring til blandt andet Proeks, KTU og til sidst Royal Greenland. Stephen har således haft fabrikken i Qasigiannguit som sin eneste arbejdsplads i hele sit liv. Han husker, at det i starten var i byens storhedstid.

- Jeg begyndte at arbejde på den daværende rejefabrik. Dengang rejste folk fra kysten til Qasigiannguit for at få arbejde på rejefabrikken. Arbejdsforholdene på rejefabrikken var anderledes dengang, og begik vi fejl i vores arbejde, ja, så lærte vi af det, husker Stephen.

Stephen har altid været lagerarbejder, hvor han skulle holde styr på råvarelageret med frosne rejer. Ved siden af skulle han også sørge for at holde opsyn med, at optøningen foregik efter reglerne. I dag, hvor der bliver produceret hellefisk på fabrikken, arbejder han fortsat som lagermedarbejder, hvor han holder styr på beholdningen af emballage, arbejdstøj m.m.

- Da jeg startede i sin tid, foregik al registrering ved håndskrift, og i dag foregår hele registreringen ved hjælp af computer, hvor vi bruger stregkodescannere fra råvaren indhandles på fabrikken, til produktet bliver registreret som lagervare i fryserummet. Det var noget omstændeligt at skulle foretage registreringen med håndskrift. I dag skal vi blot trykke på enkelte knapper og får præsenteret en masse informationer på skærmen, fortæller Stephen.

Stephen har som andre stabile medarbejdere deltaget på forskellige kurser gennem tiden, og han er blevet en betroet medarbejder på fabrikken med forskellige ansvarsområder, deriblandt holdleder på lageret.

Stephen har gode erindringer fra sin første tid på fabrikken. Når isen om vinteren forhindrede rejefiskeriet og stoppede produktionen på fabrikken, så blev medarbejderne sat til andet arbejde, eksempelvis at male hele fabrikken. Også lønudbetalingen er ændret gennem tiden. Stephen har fundet en ældre lønningspose fra gemmerne, som kan ses på et af billederne.

- Det var dengang vi fik udbetalt lønnen i rede penge på kontoret og udenom banken. Det var overvældende at få så mange penge mellem hænderne, men jeg skulle jo også aflevere noget af lønnen til mine forældre, og resten satte jeg i Bikuben banken her i byen, fortæller Stephen og konstaterer, at byen ikke længere har en bank.

Indbyggertallet i Qasigiannguit toppede i 1982 under rejefiskeriet og var på 1.803. I dag bor der 1.115 i byen.

Tekst: Káte Hansen, kaha@royalgreenland.com

Foto: RG Qasigiannguit

Billeder


Spørg Royal Greenland

i
Skriv teksten fra billedet