Det er altid godt at tage en pause og vurdere, hvordan man klarer sig i forhold til egne planer og i forhold til det, som andre har opnået. Derfor deltog vi i Qassimiuaarneq 2016.

Den første dag var fiskeindustrien på dagsordenen. Mange af de anbefalinger, som Haukur M. Gestsson fra Iceland Ocean Cluster kom med vedrørende udviklingsmuligheder for den grønlandske fiskeindustri, er vi enige i. Og nogle af de vigtigste dele af anbefalingerne har vi allerede iværksat i store dele af vor egen industri.

Der er tre forhold, som indbyrdes skal gå op i en højere enhed for at skabe udvikling:

  1. Vi skal fortsat blive bedre til, hvad vi allerede gør og skabe en økonomisk stærk industri
  2. For at vi kan blive bedre, skal alle medarbejdere være veluddannede i forhold til de opgaver, som stilles til dem
  3. Vi skal have klare langsigtede rammebetingelser, herunder fiskeristrukturer, som understøtter udviklingen

Siden rammerne for de udenskærs rejefiskeri blev ændret af Inatsisartut i 1990, har industrien ændret sig meget. Sund økonomisk udvikling har skabt muligheder for at foretage løbende investeringer i både trawlere og landanlæg. Industrien har derved fået mulighed for at bidrage positivt til samfundsøkonomien.

Royal Greenland har været igennem en sund udvikling de seneste år. En udvikling, som på kort og langt sigt skaber muligheder for at investere i udvikling af både fiskeriet og de landbaserede anlæg. Denne udvikling kan fortsætte, såfremt Royal Greenland og andre sunde virksomheder kan få gode betingelser til at udvikle sig i.

Medarbejdernes kompetencer er meget afgørende for at skabe en god udvikling. Vi har mange dygtige og erfarne kernemedarbejdere, men desværre har vi også problemer med at tiltrække kvalificerede medarbejdere især i sommerens højsæsoner indenfor fiskeriet.

Senest har vi taget de sociale medier i brug for at tiltrække mere arbejdskraft, og der er perioder, hvor vi kunne beskæftige 150-200 flere medarbejdere i Grønland. Udfordringen er, at vore dygtige ledere bruger meget tid til at tilvejebringe arbejdskraft frem for at bruge mere tid på at udvikle virksomheden.

Det er desuden meget foruroligende, at en tredjedel af unge 15-26 årige hverken er i arbejde eller under uddannelse. Selvfølgelig er det nødvendigt at få disse til at bidrage til samfundsudviklingen.

Helt naturligt skeler mange til erfaringer hos vores nabo Island. Men infrastruktur og uddannelsesniveauer i Grønland og Island er meget vanskelige at sammenligne.

Men vi har tidligere politisk og i industrien foretaget vellykkede beslutninger om ændringer.

Lad os drøfte, hvad der er gået godt herhjemme og lad os tage de nødvendige beslutninger for at skabe en god udvikling.

Tak for invitationen, vi deltager gerne i lignende arrangementer.

Billeder


Spørg Royal Greenland

i
Skriv teksten fra billedet