Royal Greenland sendte i denne uge første leverance, ét parti ising fileter, af sted til Fødevarebanken. Fødevarebanken bekæmper madspild i Danmark og hjælper samtidigt socialt udsatte mennesker. De har dannet et netværk af frivillige hjælpere, som omfordeler mad, der alligevel ville blive smidt ud.

Ifølge Karen-Inger Thorsen, Fødevarebankens direktør, smides der 720.000 tons mad ud årligt i Danmark alene, og to tredjedele af denne mad kommer ikke fra de private forbrugere, men fra industrierne og hele produktionskæden.

Lisbeth Schönemann-Paul, Corporate Sustainability Manager i Royal Greenland, udtaler:

- Fødevarebanken kan stå inde for både fødevaresikkerhed og sporbarhed ud til modtageren, og det er vigtigt for en fødevareproducent som os.

I Royal Greenland vil man meget gerne bidrage til, at det madspild, der nu engang er, også giver samfundsmæssigt mening.

- Dette parti ising fileter har stået stille på lager for længe. I sådanne tilfælde giver det rigtig god mening at bidrage til Fødevarebanken, udtaler Vibeke Jørgensen, Customer Service Manager i Royal Greenland.

Siden 2010 har Fødevarebanken mere end tredoblet deres distribution af fødevarer i Danmark fra 198 tons til 651 tons i 2015, svarende til godt 5000 måltider om dagen. De får hjælp af 150 frivillige til driften samt administration og leverer mad ud seks dage om ugen.

Fødevarebanken er den eneste organisation i Danmark, som kan uddele mad i så stor en skala og samarbejder med mere end 120 organisationer så som Røde kors, Frelsens Hær og Kofoeds skole.

Fødevarebankens vision for fremtiden er at bekæmpe madspild og madfattigdom ved at kunne distribuere overskudsmad til socialt udsatte børn og voksne på et landsdækkende niveau.

Tekst: Maria Samantha, Lundgaard, CSR koordinator, Royal Greenland

Foto: Fødevarebanken.dk

Billeder


Spørg Royal Greenland

i
Skriv teksten fra billedet