Lørdag gjaldt det 10 km ved Continental Cup i østrigske Sankt Ulrich. Her stillede i fjor årets sammenlagt-vinder af Word Cuppen, Dario Cologna op og vandt løbet. Jeg føler formstigning og løb mit hidtil bedste løb for sæsonen og kom ind under tre minutter efter verdens bedste skiløber.

Efter lørdagens løb satte jeg mig i bilen og kørte fire timer til italienske Livigno. Her ventede det 42 km lange La Sgambeda, som også er første afdeling af FIS-maraton World Cup. Det var måske ikke den bedte opladning til søndagens løb, men nogen gange må man yde lidt ekstra for at kunne deltage i alt det, man har lyst til ☺

Løbet var også rigtig sjovt. Det foregår i fællesstart og samler omkring 3000 skiløbere. Jeg kom godt fra start og hang med i den første gruppe i ca. 20 km. Derefter gik der flere hårde ryk i gruppen, og gruppen blev splittet op. Derfra og ind blev det mere hver mands kamp for bedst mulig placering.

Løbet blev vundet af nordmanden Petter Northug, som har syv VM guld og to OL guld. Jeg kom i mål som nummer 47. Seks minutter efter Northug. Jeg må sige mig meget godt tilfreds med det og er meget glad for at have oplevet dette flotte skiløb i det Italienske højfjeld.

En meget glædelig nyhed for mig er, at jeg er udtaget til at løbe Tour de Ski, som består af syv World Cup løb i perioden 29. december til 6. januar. Det glæder jeg mig meget til. Jeg vender tilbage med mere info inden længe.

Hilsen Martin