10. oktober 2012

Løbesæsonen begynder at gå mod enden. Jeg har nu løbet sommerens sidste konkurrencer. Nu handler det om skitræning frem mod de første konkurrencer i december.

Min træning foregår på rulleski i ugedagene og i fjeldet i weekenden. I weekenden går det meget i jagtture. For tiden er det rensdyr. I weekenden fik jeg to rensdyr. For mig er det vigtig, at jagtturene bliver lange og hårde. Det glæder mig, hvis jeg skal gå langt for at finde dyrene og slæbe dem tilbage lige så langt. På den måde får jeg rigeligt med træning.

Denne weekend gik jeg forbi mindre rensdyr, som stod tæt på havet, for at finde de store dyr lidt længere oppe i fjeldet. Det blev til en tur på otte timer og to store rensdyr. Det giver en super god grundstyrke at gå i fjeldet og at bære på dyr, styrker både lår, ryg og mave.

Sådanne ture får mig til at tænke på en af de gode gamle langrendsløbere, Thomas Wassberg, som hærgede tilbage i 80erne. Wassberg er kendt som den store svensker med et kæmpe fuldskæg. Manden var et styrkemonster af rang.

Wassbergs trænede reelt. Der blev ikke lagt fingre imellem. Det foregik som lange hårde løbeture i de svenske skove samt styrketræning i god gammel stil. Han gik i skoven og gravede huler og trærødder i flere timer uden nogen anden grund end for trænings skyld. Jeg kan forestille mig, at han fik et lige så godt udbytte, som man nu får i træningscentrene. Det gælder om at finde træningen i hverdagen, kombinere det med noget, man kan lide og træne så generelt som mulig. Det vil sige, at man varierer sin træning og helst træner så store muskelgrupper som muligt.

Billeder