Endelig fremme i Davos, Schweiz. Når man rejser fra Grønland, bliver det lidt af en tur. Fly til København, fly til Innsbruck og tre timers biltur videre til fjeldene i Schweiz.

Her i 1600 meters højde skal jeg være og træne den næste uge, før jeg løber World Cup på søndag. Jeg vil gerne være her en uges tid før løbet, for at vende mig til højden og træne i konkurrenceløjpen.

Ugens træning bliver hovedsagelig rolig træning, 1 til 1½ time om dagen. Onsdag løber jeg 10 km i konkurrencefart, for at teste mig og løjpen. Fredag bliver det korte to minutters intervaller. Derefter er jeg sikker på, at topformen kommer.

For nylig er jeg af Danmarks Olympiske Komité blevet nævnt som en af to løbere, som satses på i forhold til næste års OL. Dejligt, at der bliver lagt mærke til, at jeg gør det godt. Så, nu er det bare op til mig at præstere de næste uger.

Hilsen Martin