Produktion på fuldt tryk
Til trods for, at den kolde vinter har skabt problemer med frosne vandrør i nogle af bygderne i Uummannaq distrikt, er der god gang i produktionen i samtlige fire Royal Greenland anlæg i bygder ved Uummannaq.
- I de fleste bygder går produktionen som det skal. Også selv om anlæg i Saattut og Ikerasak har haft problemer med frosne vandrør. I Saattut indhandler fiskerne stadig hellefisk, der transporteres videre til Uummannaq, hvor hellefisken bearbejdes. Transporten foregår på snescooter, fortæller fabrikschef i Uummannaq Kirsten Jensen.
Da denne transport af ubearbejdet hellefisk har medført plads i fryseren i Saattut, har man derfor transporteret bearbejdet hellefisk fra Ukkusissat til Saattut, hvor det opbevares.
- I Ukkussissat er cirka 20 medarbejdere i gang med at producere hovekappede hellefisk mens andre er beskæftiget med vintertørring af ræklinger. Da fryseren i Ukkusissat blev fyldt op er 61 paller frosne hovedkappede hellefisk blevet transporteret til Saattut, fortæller fabrikschefen.
I Ikerasak er produktionen gået i gang igen efter en uge med problemer med frosne vandrør, der stoppede produktionen.
- Siden den 23. februar er alle 33 medarbejdere på anlægget igen igang med produktionen i Ikerasak. Da fryseren er fyldt op i Ikerasak transporteres det hovekappede hellefisk til Uummannaq i bil over isen.
Også i Nuugatsiaq har de god gang i produktion.
- Indhandlingen af råvarer går som det skal i Nuugaatsiaq. Her er 15 medarbejdere beskæftiget i produktion af hovedkappede hellefisk samt tørring af ræklinger, siger Kirsten Nielsen Jensen
I øjeblikket er alt 164 personer beskæftiget i Royal Greenlands fabrik og bygdeanlæg i Uummannaq.
Tekst: Inga Egede, ineg@royalgreenland.com
Foto: RG Uummannaq