Mangel på arbejdskraft i Paamiut
Royal Greenlands fabrik i Paamiut har i denne sæson produceret halvt så mange torskefileter i forhold til sidste år. Den mindre produktion skyldes manglende arbejdskraft på fabrikken
- Vi har haft et bemandingsproblem på fabrikken i år. Vi har været ramt af ustabilitet og udeblivelser blandt vore medarbejdere og derfor har kun haft et daghold i filetproduktionen. Det har medført, at vi kun har produceret halvt så meget i forhold til sidste år, siger fabrikschef i Royal Greenlands fabrik i Paamiut Ilannguaq Abrahamsen.
Kunne ikke opretholde to hold-skift
Produktion af torskefileter i Royal Greenlands fabrik i Paamiut startede 2012, hvor man tidligere indfrøs råvarerne. Sidste år blev mere end halvdelen af det indhandlede torsk produceret i torskefileter, men i år har fabrikken indfrosset mere end halvdelen af det indhandlede.
- I starten af sæsonen oprettede vi ellers et dag-og aftenhold. Men da der skal være 30 medarbejdere i et hold og vi ofte manglede op til en tredjedel af bemandingen, kunne vi ikke opretholde et to hold-skift. Derfor har vi kørt med et daghold hele sommeren. Selvsagt kunne vi ikke producere på fuldt blus, derfor har vi indfrosset mere end halvdelen af det indhandlede, siger fabrikschefen.
- Sidste år beskæftigede vi op til 70 personer i torskeproduktionen, fordi vi kunne opretholde et to hold-skift. Men i år har vi kun beskæftiget 30 i filetproduktionen samt tolv medarbejdere med indfrysning af torsk. Hvis vi i fremtiden skal være i stand til at producere optimalt i flere hold-skift, så må vi hente arbejdskraft udefra, siger Ilannguaq Abrahamsen.
I starten af foråret har Royal Greenlands fiskefabrik i Paamiut ligesom sidste år også produceret frisk frosne stenbiderrogn i 100 grams bægre samt 6,2 kilos blokke. I år fik fabrikken produceret cirka 30 tons frisk frosne stenbiderrogn. Frem til juni indhandlede fabrikken i Paamiut også krabber indtil kvoten blev opfisket. Udover torsk indhandles også andre fiskearter såsom hellefisk og rødfisk.
Tekst: Inga Egede, ineg@royalgreenland.com
Foto: RG