Alexander Dahl og Heidi Henningsen blev forhindret i at starte på deres drømmeuddannelse i slutningen af august i år. De havde begge opsagt deres respektive jobs for at uddanne sig videre. Manglede økonomiske midler til Niuernermik Ilinniarfiks bacheloruddannelse i International Handel og Marketing samt Økonomi og Ressourcestyring førte til, at uddannelsen ikke kunne starte. Nu er de begge i praktik i Royal Greenland i Svenstrup.

Aflysningen af bacheloruddannelsens studiestart vakte stor omtale i pressen og blandt beslutningstagere i begyndelsen af september. De unge som havde glædet sig til at begynde på uddannelsen fortalte om deres frustrationer forbundet med uvisheden om de kunne begynde eller ej. Royal Greenlands ledelse fulgte sagen tæt, fordi virksomheden netop ønsker at flere tager videregående uddannelse indenfor netop disse fag. Som dagene gik besluttede Royal Greenland at tage kontakt til Niuernermik Ilinniarfik for at tilbyde hjælp.

Endelig en løsning

- Det var en længere proces at finde en løsning, men heldigvis kunne Niuernermik Ilinniarfik påpege, at der i 4.semester er krav om et udlandsophold henhold til studieordningen, og at denne kan være i form af praktik. Det er den mulighed som Royal Greenland kan være behjælpelig med, således de studerende kan tage praktikken nu og meritoverføre senere i uddannelsen. Da den løsning kom i hus gik vi i gang med finde pladser i vores kontor i Svenstrup og rekruttere blandt de optagne på uddannelsen. Vi havde fire til samtaler og valget faldt på de to elever, forklarer Inga Dora Markussen, koncern kommunikationschef i Royal Greenland.

I dag onsdag den 30.oktober mødte så 25-årige Alexander Dahl og 32-årige Heidi Henningsen op i Royal Greenlands afdeling i Svenstrup hvor de skal være i praktik indtil 15. januar 2020. Alexander skal være i praktik i afdelingen Nordic Sales og Heidi skal være i praktik i afdelingen knyttet til økonomi, controlling og koncernlogistik.

- Før vi sendte dem ned til Svenstrup har kollegaerne i Hjemmemarkedsafdelingen haft dem hos sig i knap 14 dage. Her de fortalt dem hvad Royal Greenland er for et sted, fortalt om produktionen, givet viden om værdikæden, om organisationen, vores mission og vision og så er de blevet informeret om, hvad de kan forvente at lave under praktikopholdet. Vi sender normalt 2.års studerende til Svenstrup og vores salgskontorer i det øvrige udland, så det var en lidt kort introduktion til virksomheden. Men vi er fortrøstningsfulde. De har begge en akademiuddannelse i baggagen, siger Inga Dora Markussen.

Taknemlige for muligheden

Både Alexander og Heidi er taknemlige for muligheden for at tage hul på uddannelsen.

- Jeg er glad for at vi komme i gang og er spændt på hvad der venter os. Royal Greenland er en international virksomhed og det er en god mulighed for mig at lære en stor international salgsvirksomhed at kende, siger Alexander Dahl.

Han blev færdiguddannet fra Akademiuddannelsen i International Handel og Marketing tilbage i 2017 og havde sin praktik i Kommune Kujalleq hvor han havde fokus på kommunikation og analyse.

Heidi Henningsen blev færdiguddannet fra Akademiuddannelsen i Økonomi og Ressourcestyring i 2016 og havde sin praktik i økonomiafdelingen i Royal Arctic Line og fik efterfølgende arbejde i Skattestyrelsen.

- Selvom uddannelsen ikke officielt er begyndt, så giver praktikopholdet os en fordel. Nu har vi mulighed for at dannet os et billede af, hvordan en så vidtforgrenet virksomhed bliver drevet, siger Heidi Henningsen.

Hvornår Niuernernik Ilinniarfiks bacheloruddannelsen officielt begynder står endnu i det uvisse. Måske i januar eller efteråret 2020. Det afhænger af midlerne på finansloven for 2020.

- Vi håber begge to at uddannelsen begynder i begyndelsen af året, så vi krydser fingre for, at alt går i orden, siger Alexander og Heidi samstemmende.

Foto: Inuuteq Kriegel

Billeder


Spørg Royal Greenland

i
Skriv teksten fra billedet