Onsdag blev der afholdt en række hektiske møder om fabrikssituationen i Qasigiannguit. Om formiddagen og eftermiddagen blev der afholdt særskilte møder for dag- og natholdet, lederne og fabrikschefen på fabrikken.

- Formålet med at holde adskilte møder for de ansatte var, at vi ønskede at høre deres egne budskaber. Vi ønskede at høre, om de mistrives på arbejdet og om de har nogle ting, de gerne vil have bragt frem. Alt i alt er de ansatte glade for deres arbejde, men der er enkelte udfordringer, som vi skal have bragt på plads, siger HR konsulent Claus Nielsen.

Den seneste tids nyheder om fabrikssituationen i Qasigiannguit afstedkom desværre rygtedannelser, der gav anledning til splittelse blandt medarbejdere. Derfor fik fabrikschef Frank Hagen mulighed for at holde et oplæg og orienterede om de faktiske forhold.

HR afdelingen, der arrangerede møderne, er tilfreds med udfaldet af møderne.

- Vi føler, at misforståelserne mellem medarbejderne og ledelsen på fabrikken er blevet afhjulpet efter drøftelserne af problemerne under møderne, og alle har fået bedre forståelse for hinanden, konkluderer HR konsulent Claus Nielsen.

Driftschef Niels Ole Møller, der har det overordnede ansvar for fabrikken i Qasigiannguit, vurderer, at der er sket en forbedring efter ansættelsen af en ny fabrikschef.

- Der er kommet flere forbedringer på driftssiden efter ansættelsen af Frank Hagen. Timerne per produceret tons er kommet på plads, produktionslinjerne er tilrettet, råvarerne er forbedret, og de rette folk er kommet på de rigtige ansvarsområder, siger Niels Ole Møller.

Borgermødet om aftenen var velbesøgt, hvor der mødte omkring 200 borgere op. Fabrikschef Frank Hagen holdt et oplæg om virksomhedens fremtidige målsætninger og kom også ind på udfordringerne med fravær blandt medarbejderne.

Den lokale lønmodtagerforening SIP og socialforvaltningen i Qaasuitsup Kommunia var inviteret med til mødet, og den efterfølgende drøftelse mundede ud i nedsættelsen af et udvalg med deltagelse af SIP, Qaasuitsup Kommunia og Royal Greenland. Udvalget skal drøfte problemstillingerne om fravær blandt medarbejderne med henblik på at sikre mindre fravær. Parterne blev desuden enige om at etablere tættere samarbejde, så eventuelle problemer kan tages i opløbet.

- Vi må huske, at 85 procent af de ansatte er stabile og dygtige medarbejdere. De skal have ros og tak. Men så er der den resterende del af medarbejdere, som vi desværre har problemer med og som er ustabile og har svært ved at passe deres arbejde. Man har taget kampen op mod det høje fraværsprocent og ustabilitet, der indebar medarbejdersamtaler med konsekvens for enkelte ansatte. Man har tidligere hentet folk til Qasigiannguit primært fra Kangaatsiaq området, men nu er fabrikkerne åbnet disse steder, og folk arbejder der, siger driftschef Niels Ole Møller.

Under borgermødet var der også en medarbejder på fabrikken, der foreslog, at der skal foretages en spørgeskemaundersøgelse om ledelsen på fabrikken.

- Forslaget blev bakket op fra medarbejdere og ledelsen. På den baggrund skal HR afdelingen foretage en medarbejdertilfredshedsundersøgelse blandt de ansatte, siger Claus Nielsen.

Tekst: Káte Hansen, kaha@royalgreenland.com

Billeder


Spørg Royal Greenland

i
Skriv teksten fra billedet