De tre nye kurser, der vil inddrage de fleste fabriksarbejdere i byer og bygder og op mod 60 mellemledere, har titlerne "Bryd vaner", "Ledelsesværktøjer for mellemledere" samt "Talentudvikling 2015-2016".

Kurset "Bryd vaner" er målrettet menige fabriksarbejdere. På kurset fokuseres der på kulturerne på arbejdspladsen og i hjemmet.

- Som medarbejder kan man med fordel have mere fokus på, at der er et skarpt skel mellem vanerne i hjemmet og på arbejdet. I undervisningen ønsker vi at have fokus på vigtigheden af, at man har – og skal have – forskellige roller og adfærdsmønstre på arbejdspladsen, i hjemmet og i fritiden, siger HR konsulent Esther Arens.

Kursisterne vil lære at identificere et givent problem, så de kan ændre vaner og i endnu højere grad leve op til reglerne på arbejdet og således blive endnu bedre rollemodeller blandt kolleger. Kurset vil behandle emner som mobning på arbejdspladsen, mønsterbrydning, handlingsplaner, konflikttrappe m.m.

Kurset "Ledelsesværktøjer for mellemledere" er delt op i to moduler. Målet med kurset er at klæde deltagerne på og give dem ledelsesværktøjer, så de i endnu højere grad kan imødegå de udfordringer, som de står over for til hver dag. Esther Arens forventer, at udbyttet af disse kurser vil være meget stort for såvel deltagerne som for deres kolleger og samarbejdspartnere i øvrigt.

- Blandt andet får kursisterne kendskab til ledelsesteorier og værktøjer, så de bliver i stand til at se egne styrker og svagheder som ledere. Derefter skal deltagerne i samarbejde med deres mentor – som kan være deres leder eller kursuslærer - afprøve de teorier, de har tilegnet sig ved kurserne. Og endelig skal de aflevere en afsluttende rapportering, forklarer Esther Arens.

Endelig starter et nyt og spændende hold med forskellige faglige baggrunde under kurset "Talentudvikling 2015-2016". Forløbet er målrettet deltagere med såvel teknisk som boglig baggrund. Royal Greenland mangler ofte lokale dygtige ledere, og målet med forløbet er at opkvalificere en række gode kolleger og således gøre dem klar til at løfte opgaver og varetage stillinger på højere niveau fremover.

Kurset er opdelt i fire moduler, der veksler mellem teori og praktik og vil blive kørt i samarbejde med Ledelsesakademiet og INUILI. Kurset omfatter en mentorordning, der skal sikre, at deltagerne tilegner sig så gode færdigheder som muligt under uddannelsen.

Tekst: Káte Hansen, kaha@royalgreenland.com

Foto: John David Eriksen

Billeder


Spørg Royal Greenland

i
Skriv teksten fra billedet