Rækken af filetlinieproduktioner af torsk blev udvidet med en i får onsdag, da fabrikken i Kangaatsiaq tog ny filetlinie i brug. Dermed starter fabrikken en egentlig forædlingsproduktion. Tidligere beskæftigede fabrikken op mod 30 medarbejdere i højsæsonen til frysning af indhandlet fisk.

- Det har været en hektisk opstart, hvor vi er startet med 30 beskæftigede. Næste uge vil vi dele vore medarbejdere op i dag- og nathold, hvor det ene hold vil gå i gang med at oplære nye medarbejdere. Når produktionen er kommet godt i gang vil vi således have op mod 55 beskæftigede i torskesæsonen, fortæller fabrikschef Abia Thorsteinsen.

I forvejen har Royal Greenland filetlinieproduktioner af torsk i Paamiut og Maniitsoq, og Sisimiut forventes at igangsætte samme produktionsform i juli i år.

Erfaringerne fra Paamiut bliver udnyttet, idet laboratorieleder Pauline Broberg og teknisk ansvarlig Jens Gabrielsen i disse dage er i Kangaatsiaq for at oplære deres kolleger i produktion af torskefilet, der skal sælges i Europa.

Der kommer yderligere turbo på produktionen på fabrikken i Kangaatsiaq, når en ny tunnelfryser bliver taget i brug til frysning af større fisk som havkat og lignende.

- Jeg håber, at vi kan færdiggøre installationen af tunnelfryseren inden slutningen af denne måned. Med ibrugtagningen af fryseren vil vi blive i stand til at producere op mod 25 tons per døgn, altså en forbedring på 13 tons i forhold til sidste år, siger Abia Thorsteinsen.

Indtil i går har fabrikken beskæftiget op til 15 medarbejdere i højsæsonen med at fryse forskellige fisk i blokke. Med ibrugtagningen af filetlinien og tunnelfryseren vil fabrikken, forudsat vejret tillader det, have op mod 55 beskæftigede året rundt.

Der er op mod 60 jollefiskere, der indhandler til fabrikken. De fleste har travlt med at indhandle stenbiderrogn og vil fortsætte, indtil rognsæsonen slutter i slutningen af juni. Der er indtil videre kun tre jollefiskere, der indhandler torsk på fabrikken.

Tekst: Káte Hansen, kaha@royalgreenland.com

Foto: RG

Billeder


Spørg Royal Greenland

i
Skriv teksten fra billedet