Janne Ojala, der er 25 år og biologistuderende på fjerde år, fik tilbudt at komme på arbejde i Grønland. Og det fortryder han ikke.

- Jeg vidste ikke noget om Grønland, og jeg anså tilbuddet om at komme på arbejde i Grønland som interessant og eksotisk. Og det er bare fantastisk at være her.

- Jeg kan lide arbejdet på fabrikken. Det var naturligvis svært i starten at skulle arbejde på en bestemt måde igen og igen, men efterhånden blev det interessant at se og opleve, hvordan hele produktionsprocessen foregår på fabrikken, fortæller Janne Ojala.

Janne har tidligere arbejdet på en slikfabrik i Finland, og selvom han oplever arbejdet på fabrikken i Maniitsoq genkendeligt på nogle områder, så er han henrykt over modtagelsen i byen.

- Der er nogle på fabrikken, som vi kan tale med på engelsk, men ellers kommunikerer vi med hinanden ved hjælp af kropssproget.

- Jeg kan lide at være i Maniitsoq. De lyse og forskelligfarvede huse er virkelig smukke, og folk er bare så venlige. Når vi går på gaden og går folk i møde, så smiler de til os og hilser på os, fortæller Janne Ojala henrykt.

Janne oplevede byen som isoleret i starten, og han blev især overrasket over den dårlige internetforbindelse, hvor han har svært ved at holde kontakt med familie og venner og savner at læse nyheder.

Som et led i nordjobbernes ophold på Royal Greenlands fabrik i Maniitsoq fik de unge mulighed for at komme på en oplevelsestur med en båd ved Maniitsoq.

- Turen har virkelig været betagende, hvor vi var på sightseeing ved indlandsisen og ved et fuglefjeld, hvor vi så utroligt mange ynglende fugle, men den bedste oplevelse var at betragte op mod ti hvaler fra tyve meters afstand og høre deres vejrtrækning. Så indtil videre har det været et dejligt ophold på to uger, og jeg glæder mig til yderligere fire ugers ophold, fortæller Janne.

Tekst: Káte Hansen, kaha@royalgreenland.com

Foto: RG Maniitsoq

Billeder


Spørg Royal Greenland

i
Skriv teksten fra billedet