Kaffemik for 45 års jubilar
For 45 år siden gik fisker Albrecht Poulsen første gang om bord på et af rederiets skibe. Det blev fejret med kaffemik på trawleren Sisimiut.
Den 1. august 1971 startede Albrecht Poulsen at arbejde som fisker på et af rederiets skibe, der dengang hørte under Kongelige Grønlandske Handel, KGH.
I dagens anledning blev der i dag holdt kaffemik for Albrecht om bord på trawleren Sisimiut, der lå ved kaj i Nuuk. Kaffemikken blev afholdt om formiddagen klokken ti, da Albrecht skulle videre til Maniitsoq klokken tolv.
Da Albrecht påmønstrede første gang var det på trawleren Maniitsoq, der hovedsagelig sejlede i Maniitsoq området, hvor han kommer fra. To år senere påmønstrede han det nye skib Carl Egede, der også sejlede i Maniitsoq området. Efter 17 år afmønstrede han Carl Egede, efter at skibet brændte i Svendborg. Albrecht flyttede til søsterskibet Erik Egede og flyttede igen til den nyindkøbte trawler Sisimiut, hvor han har været de sidste tyve år.
Skibsfører Pauli Olsen, der har sejlet med Albrecht i tyve år, holdt tale for jubilaren og takkede ham for hans store arbejdsindsats for Grønland i den havgående flåde i 45 år.
Tekst: Káte Hansen, kaha@royalgreenland.com
Foto: John David Eriksen