Tørrer tang i tørrehuset
Royal Greenlands tørrehus i Kangaamiut bygdeanlæg, hvor der almindeligvis produceres vintertørret torsk om vinteren, skal benyttes til alternative formål i løbet af sommeren. Maki Seaweed Greenland, det nystiftede firma fra Sisimiut, der producerer tørret tang, skal for andet år lave forsøg med tørring af tang i tørrehuset i Kangaamiut
Ejeren af firmaet Maki Seaweed Greenland, Ulrik Lyberth, har forhåbninger om at kunne producere op til 250 kilo tørret tang på stedet. Han vil, når han starter med tørring af tang i Kangaamiut, hyre to lokale til at samle, behandle, tørre og pakke tørret tang.
- Området ved Kangaamiut er et ideelt sted at samle frisk tang, fordi det er rent, og der er gode mængder tang ved øerne i området. Derfor er jeg meget taknemmelig over, at Royal Greenland har givet mig tilladelse til at benytte tørrehuset i Kangaamiut. Det giver mig mulighed for at foretage forsøg med produktion af tang fra det rene grønlandske hav til eksport i udlandet, siger Ulrik Lyberth.
Andet forsøg
Ulrik Lyberth, der som den eneste i Grønland har en tilladelse til at producere tørret tang af Veterinær – og Fødevaremyndigheden i Grønland, lavede sit første forsøg med produktion af tørret tang i både Kangaamiut og Sisimiut sidste år.
- Jeg startede alt for tidligt på foråret i Kangaamiut sidste år. Vejret var ustadigt, og der var meget tåge, regn og fugt, så det lykkedes ikke at få tangen tørret ordentligt, imedens det var friskt. Derfor starter jeg først i juli i år, siger Ulrik Lyberth, der også producerede tang i lejede lokaler af Royal Greenland i Sisimiut.
Her fik han produceret omkring 2-300 kilo tørret tang. Han formåede at få solgt cirka 200 kilo til butikkerne Pilersuisoq, Pisiffik, Brugsen Paamiut samt souvenir butikken "Vivips" i Kangerlussuaq. Han satser dog på at blive Grønlands første leverandør af tørret tang til udlandet.
Forhandler salg i udlandet
Ulrik Lyberth har som mål at indsamle cirka fem seks tons tang i Kangaamiut og Sisimiut området, der når det er tørret, bliver til omkring 500 kilo.
- Lige nu forhandler jeg med et tysk firma, der gerne vil købe tørret tang fra de rene Grønlandske have, siger Ulrik Maki Lyberth og fortsætter:
- Men, vi skal indsamle, rense og tørre tang i langt større mængder, før udenlandske firmaer vil opkøbe tang fra Grønland. Så dét, at jeg nu får mulighed for at lave forsøg med at tørre tang i Kangaamiut giver gode muligheder for at prøve produktion i en bygd. Da tang fra bygder er renest, håber jeg i fremtiden på at kunne producere tang i fem bygder, siger Ulrik Lyberth, der i år skal produce fire typer tang ud af cirka 250 forskellige tangarter i Grønland.
Maki Seaweed Greenland skal ansætte en eller to medarbejdere i Sisimiut samt to i Kangaamiut i begyndelsen af juli, når indsamling, rensning og tørring af tang starter.
Tørret tang fra Grønland, der er pakket ind i 20 grams poser, kan blandt andet benyttes som ingrediens til lavmadning og som kosttilskud.
Tekst: Inga Egede, ineg@royalgreenland.com
Foto: Maki Seaweed Greenland