- Vi starter med at producere MSC mærkede hellefiskeprodukter i dag tirsdag. Da vi skal leve op til MSC krav, har teknikere, kvalitetsafdelingen, lagerfolk, produktionsfolk samt administrationsfolk på fabrikken, haft travlt med at forberede produktionslinje, mærkning, pakning samt registrering af hellefisk der er MSC mærkede, siger fabrikschef i Royal Greenlands fabrik i Maniitsoq, Susanne Marie Knudsen, og fortsætter:

- Vore produktionsfolk har også gennemgået et såkaldt MSC træning. En MSC træning er et krav for alle medarbejdere der skal producere MSC mærkede produkter. Hvis ikke, man har gennemgået denne MSC træning, kan man ikke komme ind i et produktionsområde, hvor der produceres MSC mærkede produkter. Derfor har vi brugt weekenden på at informere vore produktionsfolk om krav til produktion af MSC mærkede produkter.

MSC - certificeringen af hellefisk fra udenskærsfiskeriet skete tirsdag den 23. maj 2017, efter en 14 måneder lang proces af et fælles initiativ fra Sustainable Fisheries Greenland, der er en sammenslutning af grønlandske fiskeri- og produktionsvirksomheder.

Beskæftigelse frem til marts 2018

Royal Greenlands fabrik i Maniitsoq har til og med uge 48 produceret levende torsk, der blev produceret til det delikate produkt Nutaaq Cod. Fra tirsdag og frem til ultimo marts 2018 skal Royal Greenlands fabrik i Maniitsoq nu producere MSC mærkede hellefisk. Fabrikken skal producere de MSC mærkede hellefisk som fileter.

- Royal Greenlands trawlere Sisimiut og Tuugaalik skal levere i alt 1000 tons hellefisk fra udenskærs fiskeriet. Disse 1000 tons hellefisk skal række til beskæftigelse for 120 medarbejdere frem til ultimo marts 2018, hvorefter vi igen skal starte produktion af levende torsk, siger Susanne Mari Knudsen.

Fabrikschefen forklarer, at det egentlig var planen at starte op med produktion af hellefisk fra januar 2018.

- Da torskeindhandlingen har været mindre siden starten af december, valgte vi at starte op med at producere hellefisk fra uge 50, så vore medarbejdere kan være økonomisk sikrede op til jul, siger Susanne Marie Knudsen.

Lokale fiskere i Maniitsoq vil fortsat have mulighed for at indhandle torsk, der skal produceres som almindelige torskeprodukter på fabrikken.

Tekst: Inga Egede, ineg@royalgreenland.com

Foto: Susanne Marie Knudsen

Billeder


Spørg Royal Greenland

i
Skriv teksten fra billedet