Navnekonkurrencen til den ene af Royal Greenlands nye trawlere, der er planlagt til færdiggørelse i slutningen af 2019, tiltrak mange medarbejderes interesse. Alt i alt blev der foreslået 84 navne, og enkelte forslagsstillere foreslog op mod eller over ti navne på en gang. Enkelte navne blev foreslået af flere personer uafhængigt af hinanden.

Vindernavnet Avataq som begreb betyder fangstblære og blev tidligere brugt af kajakroere og umiaq-fangere for at forhindre fangsten i at synke og holde den flydende på havoverfladen. Avataq bruges den dag i dag af Thule-områdets fangere, når de går på fangst med kajak.

Og vinderen blev… Attu

Vinderen, der indsendte 13 navneforslag, var nærmest målløs, da han fik meddelelsen om at vinde konkurrencen.

- Åh, jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal sige, griner Tikkili Ezekiassen, der er anlægsleder i Attu og fortsætter:

- Det er da glædeligt, men jeg var ikke ene om at komme med forslagene. Jeg samlede mine medarbejdere, og vi var omkring ti til at drøfte og komme med forslag til navne.

Vinderen af navnekonkurrencen skal som præmie deltage ved navngivningen af trawleren, der vil ske i slutningen af 2019 eller i starten af 2020 i Nuuk.

- Bygningen af trawleren er planlagt til færdiggørelse i slutningen af 2019, og vi kommer til at holde tidsplanen, idet vi forventer levering af trawleren i oktober eller november måned. Trawlerens hjemhavn skal være Nuuk, og derfor skal skibet døbes og vises frem i Nuuk, siger koncernproduktionsdirektør Lars Nielsen.

Salgsdirektører afgjorde navnet

Det blev besluttet at køre en intern navnekonkurrence i virksomheden, da en tidligere landsdækkende navnekonkurrence ikke tiltrak interesse.

Efter tidsfristen for navnekonkurrencen den 19. januar 2018 blev uforståelige og useriøse forslag valgt fra af en gruppe. Efter flere prioriteringer nåede gruppen til en liste med ni navneforslag. Derefter blev forslagene med tilhørende forklaringer fremlagt for Royal Greenlands internationale salgsdirektører fra Japan, Kina, England, Grønland, Sverige og Danmark, som blev bedt om at stå for afgørelsen af navnet. Udvælgelsen af vindernavnet blev foretaget gennemt et simpelt pointsystem fra et til ti, hvor navnene fik tildelt point efter popularitet.

Da navnekonkurrencen blev udskrevet blev det meldt ud, at navneforslaget gerne måtte være på grønlandsk og skal være nem at udtale for folk af andre nationaliteter. Alle resterende ni navne var på grønlandsk, og Avataq vandt mest genklang og bliver navnet på den nye trawler.

Den kommende nye trawler, Avataq, der skal være en kombinationstrawler til reje- og hellefiskefiskeri, bliver med en længde på 83 meter og en bredde på 18 meter Royal Greenlands hidtil største trawler.

Tekst: Káte Hansen, kaha@royalgreenland.com

Foto: RG og John David Eriksen

Billeder


Spørg Royal Greenland

i
Skriv teksten fra billedet